Kvalitetssikring

Screening af nye SOCIALE tilbud

Når et socialt tilbud opretter sig i Børnebasen, undersøger vi grundigt det sociale tilbuds oplysninger og validitet. Se proceduren for Børnebasens screeningsproces her:

  1. Det sociale tilbuds profil gennemgås for alle faktuelle oplysninger.
  2. Såfremt det er et firma, tjekker vi, at alle oplysninger stemmer overens med virk.dk.
  3. Hjemmesidens indhold og oplyste oplysninger tjekkes.
  4. Såfremt det sociale tilbud er af indgribende karakter, er det et lovmæssigt krav, at de er godkendt af Socialtilsynet og dermed vises på Socialstyrelsens Tilbudsportal. I det tilfælde, at de er i den kategori og opretter sig på Børnebasen, tjekker vi, at de også er at finde på Tilbudsportalen. Såfremt de ikke er synlige, tages der kontakt til det sociale tilbud.
  5. Såfremt informationer om det sociale tilbud ikke kan valideres, eller andre forhold gøre sig gældende, tages der kontakt til det sociale tilbud.
  6. Såfremt det sociale tilbud ikke oplyser korrekte informationer, fjernes det fra Børnebasen.

KvalitetsStempler

I Børnebasen vægter vi kvalitet højt, og derfor er det også muligt at se de sociale tilbuds medlemskaber og godkendelser fra de relevante instanser. Dette med fokus på, at brugeren skal have det bedst tænkelige udgangspunkt for at kunne vurdere det sociale tilbuds kvalitet og deraf sikre, at barnet, den unge eller familien får den bedste hjælp. Følgende kvalitetsstempler eller medlemskab kan ses på de sociale tilbuds profiler:

RådgivningsDanmarks kvalitetsstempel

RådgivningsDanmark har udviklet en akkrediteringsordning med kvalitetsstandarder, som sikrer, at brugerne får rådgivning, der lever op til en række standarder. Formålet er, at det skal være synligt for både borgere, samarbejdspartnere, tilskudsgivere og andre, hvilke rådgivninger der kan give den rette og kvalificerede hjælp. Når en rådgivning akkrediteres, må RådgivningsDanmarks akkrediteringslogo anvendes. Hvis du ønsker at læse mere om kvalitetsstemplet fra RådgivningsDanmark, kan du trykke her

Godkendelse fra Socialtilsynet

Godkendelse fra socialtilsynet er et lovkrav for indgribende sociale tilbud, jf. lov om socialtilsyn § 4, stk. 1. Det er med henblik på, at de sociale tilbud overholder den gældende lovgivning på området, og at barnet, den unge og familien modtager den mest kvalificerede hjælp. Læs mere her.

Andre typer af kvalificering af et socialt tilbud

Udover kvalitetsstempler er det også synligt på Børnebasen, om et socialt tilbud er medlem af en forening, der er med til at kvalificere deres arbejde. Nedenstående liste viser hvilke foreninger, der er tale om, samt et link til deres hjemmesider. Se nedenstående links, såfremt du ønsker at vide mere:

Medlem af Center for Frivilligt Socialt Arbejde
Medlem af Dansk Psykolog Forening
Medlem af Dansk Psykoterapeutforening
Medlem af Foreningen af Professionelle Støttepersoner
Medlem af Landsorganisationen for sociale tilbud

Ansvarsfraskrivelse

Børnebasen kan på ingen måder stilles til ansvar i forhold til kvaliteten af de sociale tilbud, der vises i søgeplatformen. Børnebasen leverer udelukkende et overblik over de sociale tilbud, der findes på markedet. Selve samarbejdet mellem det sociale tilbud og kommunen er derfor ikke en del af
Børnebasens ydelse. Såfremt du oplever, at et socialt tilbud, som er oprettet på Børnebasen, ikke overholder
lovgivningen på området eller på anden vis arbejder umoralsk eller uetisk, bedes du venligst
give os besked, så vi hurtigst muligt kan foretage handling derefter.